Trivselspersoner på Tofthøjskolen
Lærer Eva Lerfors-Sørensen og lærer Pernille Hedeman Andersen er trivselspersoner på Tofthøjskolen. Eva og Pernille fordeler opgaverne på følgende måde: Elever fra 0.-5. årgang har Eva. Elever fra 6.-9 årgang har Pernille. Trivselspersonerne kan findes og kontaktes via ForældreIntra eller ved at ringe til skolens kontor på tlf. 99315700
Hvad er en trivselsperson? En trivselsperson bidrager til koordinering af den samlede trivselsindsats på skolen. Trivselspersonerne er med til at sikre, at skolen har blik for, at den enkelte elev trives og føler sig som en del af fællesskabet. En af deres opgaver er at være med til at sikre, at alle elever har det godt på skolen. Trivselspersonen kan hjælpe dig, hvis dit barn har problemer, som gør at han eller hun er ked af at gå i skole. Trivselspersonerne kan sætte tiltag i gang i samarbejder med PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) og familie- og beskæftigelsesforvaltningens fagprofessionelle.
Hvad kan trivselspersonen bruges til? Tofthøjskolen har fokus på trivsel, og her er klasselæreren i samarbejde med teamet centralt. Trivselslæreren er en ekstra ressource som skolens personale, forældre og elever kan trække på i forhold til trivsel. De fleste børn oplever, at det er rart at have mulighed for at snakke med trivselspersonen, fordi han eller hun er en “neutral” og en “ikke impliceret part”.
Store problemer har ofte været små engang. Derfor bør du altid reagere frem for at slå tingene hen, når du oplever, at dit barn er trist eller har problemer. Du har mulighed for at mødes med trivselspersonen, og han eller hun kan hjælpe i mange forskellige situationer. Hjælpen kan for eksempel ske i form af individuelle samtaler, samtaler med grupper af børn eller klassemøder, hvor hele klassen deltager. Trivselspersonen kan desuden være med til at finde løsninger, der måske inddrager andre mennesker, som kan hjælpe i en given situation.
Antimobbestrategi
Tofthøjskolens antimobbestrategi er formuleret i vores retningslinje for trivselsarbejde. Vision for arbejde er at blive og forblive en skole fri for mobning. Skolen tolererer ikke mobning. At undgå mobning kræver en fælles indsats. Derfor prioriteres det højt på skolen, at elever, forældre og ansatte løbende er fælles om arbejdet med at forebygge og bekæmpe mobning. Skolens arbejde med at nedbringe mobning tager udgangspunkt i skolens værdigrundlag, hvor tryghed, respekt, samarbejde og forskellighed er de bærende værdier. På dette link kan du læse hele retningslinjen.
Pr. 1.8.2017 er der kommet nye regler for skolers og uddannelsessteders forebyggelse og håndtering af mobning. Formålet med loven er, at skoler/uddannelsessteder målrettet tager hånd om problemer med mobning, både ved at have en forebyggende indsats, samt ved at håndtere situationer, når der konstateres problemer med mobning. Ifølge Undervisningsmiljøloven kan en elev eller hans/hendes forældre klage hvis skolen eller uddannelsesstedet ikke gør tilstrækkeligt for at forhindre mobning generelt, eller for at standse konkrete mobbesituationer på skolen. Læs mere om muligheden på dette link til DCUM's hjemmeside.
Trivselsforum
Trivselsforumer et fast mødeforum, hvor trivselsproblematikker omkring en enkelt elev kan tages op. Der er planlagt ca et trivselsforummøde om måneden. Følgende personer deltager altid på Trivselsforum: Elevens forældre, skolens psykolog (eller en anden PPR-medarbejder), skolens sundhedplejerske, en sagsbehandler fra Familieafdelingen, en af skolens trivselspersoner og en ledelsesrepræsentant fra skolen. Herudover kan andre vigtige personer deltage: klasselæreren, skolens inklusionsvejleder, klassepædagogen eller andre
På trivselsforum kan alle trivselsudfordringer drøftes. Der er som oftest tale om udfordringer som har tværfaglig/ tværsektoriel karakter og som dermed ikke alene vedrører elevens faglige vanskeligheder. Typiske emner er: elever med stort fravær, mobning, social inklusion, elever med udfordringer i hjemmet, elever med psykiske problemer, elever med sundhedsudfordringer os. Alle børn der er truet på deres trivsel kan drøftes på trivselsforummøde. Drøftelsen kan omhandle 'bekymringssager'. Det vil sige sager, hvor parterne er bekymrede, uden at der nødvendigvis er grundlag for at inddrage PPR eller Familieafdelingen.
På dette link kan du læse en forældrefolder om trivselsforum på Tofthøjskolen. Kontakt skolens ledelse eller skolens trivselspersoner ved eventuelt behov for drøftelse af bekymring på trivselsforum.
Angst
Oplever dit barn angstsymptomer, er første skridt i forhold til skolen at tale med klasselæreren eller en anden kendt person på skolen om det. Hvis I skønner, at samtaler med skolens trivselsperson kunne være godt, er dette også en mulighed.
PPR tilbyder forløbet Cool kids for børn og unge med angst. Læs mere om Cool kids her.
Skilsmissegrupper
På Tofthøjskolen tilbyder vi skilsmissegrupper for børn, hvis forældre er skilt, og som har brug for at dele tanker med andre, som er i samme situation.
Uanset om I forældre står midt i en skilsmisse, eller det er flere år siden, I er gået fra hinanden, så har jeres barn mulighed for at benytte sig af tilbuddet.